Lone Boyd, vokal, Jesper Riis, flygelhorn, Søren Bebe, piano, Jesper Bodilsen, bas, og Karsten Bagge, trommer

PARNAS

Dristig nytolkning af
Burt Bacharachs succes’er
What the World needs now demonstreres af jazzkvintet med sangerinden Lone Boyd i front
Når poppen har slidt sine største hits op, tager jazzen ofte over og fornyer kompositionerne med nye versioner. Det er præcis hvad den århusianske sangerinde Lone Boyd nu gør med Burt Bacharachs giganthits som Raindrops keep falling on my Head og That’s What Friends Are For, der for 30 år siden blev sunget af Dionne Warwick. Sammen med fire dygtige jazzmusikere har Lone Boyd indstuderet Bacharachs melodier i lækker ny jazzindpakning, som skal præsenteres ved en Danmarksturné i oktober. Sorø Jazzfestivalen har sikret sig en forpremiere på dette nye program. Den finder sted på Parnas lørdag den 29. juli.
Lone Boyd er jazzsangerinde og konservatorieuddannet sangpædagog. Hun er opvokset med musik, men har valgt en anden genre end sine meget kendte forældre, dansktop-parret Lis og Per (som stadig ligger højt på hitlisterne med bl.a. ”Vore allerbedste år”!) Lone Boyd debuterede selv i 2004 med en CD med sange af Kai Normann Andersen og slog for alvor sit navn som jazzsangerinde fast i 2012 med albummet All My Tomorrows, hvor hun var i fornemt selskab med den svenske jazzpianist Lars Jansson, bassist Jesper Bodilsen, trommeslager Morten Lund og tenorsaxofonist Tomas Franck. Hun synger med tilbagelænet elegance og med en melodisk nerve, der minder om Sarah Vaughan.
Burt Bacharach, der nu er 89 år, gav sidste sommer koncert på Copenhagen Jazzfestival, men Lone Boyd (som også selv var på festivalens koncertprogram) fik ikke oplevet ham live. Alligevel blev hun inspireret til at tjekke hans gamle middle of the road schlagere ud og lave nye jazzarrangementer. Det er dem, hun nu præsenterer sammen med sin kvintet, der har Jesper Riis på flygelhorn, Søren Bebe på piano, Jesper Bodilsen på bas og Karsten Bagge på trommer.

Lørdag 29. juli kl. 19.30

PARNAS, Parnasvej 21, 4180 Sorø
Entré: 295 kr. incl. jazzmenu med laks, oksefilet, salater, oste m.m.
Reservation: www.parnas.dk eller tlf. 23 87 83 87 eller info@parnas.dk

Facebook Comments

Share

loneboydonbacharach