Description
At drømme med åbne øjne
“jeg drømte under hele koncerten, selvom jeg var vågen…. Sådan lød én af publikumsbemærkningerne efter en koncert på Team Teateret i 2006. RØST, dengang en avantgardistisk improvisations duo, spillede på teateret i Herning med gæstesolisten Peter Rønn på vand, cognacglas og visne blade, og bemærkningen prentede sig ind i duoens hukommelse som én af de største roser, man kan få.
Fra freejazz til folkeviser.
Flere år senere. Året er 2009. RØST står på scenen i Københavns Domkirke under Copenhagen Jazzfestival. De har taget imod udfordringen at fortolke danske folkeviser, salmer og sange fra den ældre danske sangskat. Koncerten bliver en musikalsk succes og samtidig et vendepunkt for duoen, der tager repertoiret til sig, og siden har givet flere “drømmende” koncerter rundt om i ind- og udland. Det er dette repertoire, der nu foreligger på denne CD, som meget sigende har fået titlen “Drømte mig en drøm”.
Smukke fortolkninger af den danske sangskat.
Udover titelnummeret finder man fortolkninger af Jeg gik mig ud en sommerdag, Venelite, Jeg kan se på dine øjne, Kærlighedstræet, Sensommervise, Tit er jeg glad og Solen er så rød, mor. Alt i alt otte smukke og nærværende fortolkninger af otte klassikere fra den danske sangskat med vokalen og det akustiske flygel i centrum.
Om RØST
Duoen RØST blev dannet i 2002 og udgav i 2005 albummet “Improvisationer”. I dag arbejder de i grænselandet mellem jazz, fri improvisation, folkemusik og electronica. Deres unikke lyd og næsten telepatiske sammenspil har givet dem fans og koncerter over hele verden. RØST har bl.a. spillet i Roskilde Domkirke og til Copenhagen Jazzfestival, og i 2010 var de udvalgt som Danmarks repræsentanter ved verdensudstillingen EXPO 2010 i Shanghai. I 2011 har RØST turneret i Kina og spillet i Korea på den anerkendte Jarasum International Jazz Festival. I Danmark venter blandt andet flere koncerter på Statens Museum for Kunst i november 2011.
Reviews
There are no reviews yet.